Når man som klatrer begiver sig ud på en rute, vil man ofte gerne på forhånd vide, hvor svær denne rute er. Men det er faktisk ikke altid så nemt at sige, for en rutes sværhedsgrad er ikke noget, der kan måles og vejes objektivt, idet alle de forsøg på at skabe graderinger af ruternes sværhedsgrad, som er opstået, er mere eller mindre subjektive.

Sværhedsgrad eller risiko for styrt

Den måde, som man angiver en klatrerutes sværhedsgrad – eller risiko for styrt – på, er ved at placere dem på en graderingsskala. Men ligesom det inden for mange industrigrene og brancher kan være svært at blive enige om, hvordan der skal sættes en standard, har man inden for klatring heller ikke været i stand til at finde en ens måde at gradere ruterne på verden rundt.

Ønsket om at skabe en form for vurderingsskala for ruterne opstod forskellige steder i verden på én gang, og på den baggrund er vi endt med tre forskellige graderingsskalaer – for henholdsvis Europa, USA og De britiske øer.

Den europæiske skala

I Europa er det i høj grad franskmændene, der har taget têten, når det gælder udarbejdelsen af en graderingsskala, som anvendes til sportsklatreruter – altså ruter, hvor der på forhånd er opsat bolte m.v..

Dette hænger vel naturligt sammen med, at det især var i de franske og schweiziske alper, at der blev klatret i starten, så det var her i de fransktalende områder, at behovet for en skala opstod.

Den franske skala har en talbetegnelse, som går fra 3a til 9b. De forskellige graderingstal kan have et tegn efter sig: a, b eller c, og dertil et plussymbol. På den måde, kan man lave en ret detaljeret nuancering af graderingen, så klatrerne forlods har et rimeligt præcist billede af, hvad de begiver sig ud på.

Når vi taler om traditionel klatring, altså uden opsatte bolte m.v. på forhånd, har flere lande deres egne graderinger. Der bruges såkaldt skandinavisk gradering i Norge og Sverige, og i Tyskland anvender med UIAA-skalaen.

Gradering i USA

Amerikanerne har også opfundet deres eget system til gradering af ruterne. Her anvender man Yosemite Decimal System (YDS), som har en skala fra 5,3 til 5,15 med 5,3 som den mindst svære rute. Denne skala bruger man ved de to discipliner sportsklatring og traditionel klatring, mens amerikanerne ved klatreformen bouldering bruger V-grader som vurderingsskala. Denne skala går fra V0 til V16, og ved begge skalaerne kan man også bruge plus-symboler for at graduere de enkelte betegnelser.

De britiske øer

Briterne har gjort det endnu mere vanskeligt med en skala, der søger at indregne både risiko for styrt og så den tekniske sværhedsgrad, som en rute har. Samlet angives en rutes sværhedsgrad fra Mod (Moderate) til HVS (Hard Very Severe). Også bouldering har sin egen skala, som går fra B0 til B15. Her tager den amerikanske skala dog over efterhånden.