Klatring rummer som enhver anden sport forskellige klasser og underdiscipliner. I klatring taler vi om formerne Bouldering, Sportsklatring, Traditionel klatring, Isklatring og Alpin klatring som de fem hovedformer, som folk kan dyrke. Inden for hver underdisciplin er der så naturligvis mulighed for at kvalificere sig i forskellige niveauer.

Der konkurreres da også livligt inden for klatring, således at sporten i dag er steget så meget i graderne, at den er blevet til en olympisk disciplin, dog ikke sådan, at klatring allerede var en konkurrerenceform i det gamle Grækenland, hvor de olympiske lege opstod.

Bouldering

Bouldering er den mest elementære disciplin inden for klatring. Man klatrer lavt – i begyndelsen på store sten (som på engelsk hedder boulders) – i 3-5 meters højde, sådan at der kun er brug for, at der ligger en madras eller noget andet blødt som sikkerhedsunderlag. Ved bouldering træner man forskellige klatrebevægelser, som skal bruges også i andre klatreformer, og denne form for klatring indebærer også ofte et element af teambuilding.

Sportsklatring

Ved sportsklatring arbejder to personer sammen, og man klatrer ved hjælp af sele og reb, og de to klatrere understøtter hinandens sikkerhed. Man kan klatre udendørs på klipper, eller indendørs på klatrevæg.

Traditionel klatring

Ved sportsklatring arbejder man tæt på virkeligheden – der er ikke bolte i klippen, og man skal i stedet selv sikre sig med kiler m.v. Det er derfor en disciplin, der rummer større risiko end de to første, og den kræver viden og øvelse.

Isklatring

Som isklatrer klatrer man på frosne vandfald, og det giver fantastiske naturoplevelser. Det er selvsagt en klatreform med indbygget risiko, så man skal være øvet.

Alpin klatring

Det er klassisk bjergbestigning som foregår i Alperne med let udstyr og uden etablering af store lejre m.v. I dag har alpin klatring også fundet vej til f.eks. bjergbestigning i Himalaya, hvor man tidligere altid anlagde lejre og feltstationer.